Marselis Distrikt

Marselis Distrikt

KFUM-Spejderne i Aarhus

Distriktsmøde den 18. juni kl 19

12. juni 2019 · Distriktsmøde · Skrevet af johannes

På tirsdag står der noget spændende i din kalender – for du har forhåbentlig sat kryds, da der er distriktsmøde 🙂 Har du ikke, så håber vi stadig, at du kan komme!

Mødet er kl 19.00 hos Kaløvig Gruppe – Bredevej 2A, 8250 Egå.

Vi får fint besøg af Future Leaders. De kommer og fortæller om projektet. Du kan også høre mere om projektet “Håb til handling”. Hvem ved? Måske du får lyst til at finde på aktiviteter fra Afrika, som kan lære spejdere om klima og hverdagen i Uganda?

Derudover skal vi også snakke om distriktsommerlejr i 2021 og meget andet spændende 🙂

Smid gerne en mail til johannes@marselisdistrikt.dk, hvis du kommer – så sørger vi for 1. klasses forplejning 😀

 

Future Leaders?

Har du hørt om Future Leaders? Hvis du ikke har, så er her årets mulighed for at høre mere om det – for de kommer nemlig til distriktsmødet og fortæller om projektet! Og kender du til det, så kan du få genopfrisket din hukommelse og stille spørgsmål 🙂

Future Leaders er KFUM-Spejdernes partnerskab, som vi laver sammen med de tunesiske spejdere fra Les Scouts Tunisiens. Partnerskabet har været igang siden 2007 og har tidligere heddet Future Leaders of Tunisia og Future Leaders of the World. Særligt for denne fase er, at der er fokus på anti-radikalisering gennem inklusion i spejderfællesskabet.

Formålet med partnerskabet er at lave spejderarbejde, der rækker ud over landenes grænser. Gennem spejderarbejdet skaber vi fællesskaber og oplevelser på tværs af kulturer og samarbejder for at forme de samfund, vi er en del af.

Future Leaders løber indtil udgangen af 2021, og er finansieret af Udenrigsministeriets Dansk-Arabisk Partnerskabsprogram, Messengers of Peace og Eric Frank Trust. Vi arbejder desuden sammen med Dansk Ungdoms Fællesråd og deres Dialogambassadørprogram, igennem dialogaktiviteter og andre initiativer som bidrager til opbygning af fredskultur i Egypten, Jordan, Tunesien og Danmark.

Læs mere på https://spejdernet.dk/projekter/future-leaders/

“Håb til handling”

Er du vild med miljø og klima? Og vil du være med til at lave og samle aktiviteter, så spejderne kan få det helt ind under huden ude i grupperne? Så er her en fed mulighed for dig.

Håb til handling er et klimaprojekt, hvor I har rig mulighed for at være med i spejdergruppen på flere forskellige måder. Fælles for alle aktiviteterne er, at I kan være med til at gøre en positiv forskel for klimaet – med særligt fokus på verdensmålene 12 og 13. Læs nedenfor, hvordan I kan være med.

Projektet er et partnerskab mellem KFUM-Spejderne, Grøn Kirke og Folkekirkens Nødhjælp – tre samarbejdspartnere, der deler et stærkt værdifællesskab om at beskytte naturen og tage vare på kloden.

Vi ved, at klimaforandringerne er et globalt fænomen, og vi har alle mulighed for at være med til at gøre en forskel gennem en aktiv indsats. Små skridt tæller også.

Læs mere på https://spejdernet.dk/projekter/haab-til-handling/